Jeg røg ud af sengen, da jeg så, at himlen var lys og rød. Solopgangen er i 2 tempi. Først selve lysningen, hvor himlen skifter fra sort til meget fin rød og dernæst selve solopgangen der ligger lidt senere. Joh, sikke klog man bliver, når man kommer så tidlig op!
Torben nåede op denne dag og så solen stå op. Han er jo ellers ikke ligefrem A-menneske...
Efter morgenmaden var der afgang mod Bang Saphan. Hotellet havde gratis lift ind til byen hver dag og idag var der 2 bilfulde afsted. Det foregik bag på en pick-up. Så havde vi vist prøvet alle transportformer, som vi prøvede i 1998.
I Bang Saphan konstaterede vi hurtigt, at det var lørdag. Banken var lukket, så det blev ikke til noget med at få vekslet penge, så vi kunne betale for hotellet. Det er nemlig meget normalt, at de vil have 3 - 4 % oveni, når man ønsker at betale med kreditkort. De penge kunne vi ligesågodt bruge på at veksle i banken.
Vi gik over til det lokale marked. Der var meget varmt under teltene, så man var lige ved at miste lysten til at gå rundt. Det hjalp dog, da vi bevægede os lidt længere ind på markedet. Markedet var delt i flere områder. I yderste område solgte de kun tøj og sko, lidt længere inde var der grøntsager, så et område med fisk, et med kødvarer og endelig et område med kolonialvarer. Det er altid spændende at kigge på boder på steder, hvor de lokale selv handler. Så er der ofte en god handel at gøre...
Prisniveauet var lave og der skulle pruttes om dem. Et par shorts til Vibe og en t-shirt til Lasse kostede 650 bath som udgangspunkt. Uden nogen form for besvær blev det handlet ned til 540 bath, så man skulle ikke bare betale prisen...
En frisør var der også. Her blev Lasse og jeg klippet. 60 bath pr. klipning (ca. 12 - 13 kr.). Slå den Danmark!
Torben tog hotellets transport hjem kl. 11 igen. Vi andre blev. Mens Lasse og jeg blev klippet, spiste far og Marie suppe mens mor fik sig et kyllingeben. Suppen kostede 20 bath - inkl. et glas vand!
På markedet fandt vi mange spændende fisk og frugter, som vi aldrig havde set og smagt før. Hvis vi viste interesse for nogle frugter, så var de flinke til at forklare, hvad de hed og vi fik smagsprøver, hvis det var muligt...
Ved 2-tiden jagtede vi en taxa hjem. Men det var ikke helt så let, som vi troede. Der var åbenbart ingen organiseret taxa-kørsel i Bang Saphan. Eneste transportmulighed var bag på motorcykler og det havde vi ikke lyst til. Det morede thailænderne sig meget over...
Efter ca. 15 minutters venten, dukkede Eric pludselig op i en pickup med chauffør. Chaufføren kørte os hjem mens Eric lejede sig en motorcykel. Det var jo service.
Efter en lille siesta, gik vi til stranden. Det var stadig utrolig lækkert. Den sene eftermiddagssol var god at brune sig i.
Et hurtigt bad og så gik turen til Suan Luang Resort, hvor den kvindelige ejer beredvilligt fremviste nogle af hytterne, bl.a. nogle nye, der var ved at blive bygget, sidst vi besøgte stedet i 1998. De var meget fine og far og mor mente ikke, at de havde skrupler ved at bo sådan et sted næste gang! Desværre måtte vi også konstatere, at stedet ikke havde booket op. Vi fik næsten ondt af kvinden...
Maden var lige så god, som vi erindrede - og en del billigere end på Coral Hotel. Vi gik efter non-thai food. Efter en uge med thai-food, kunne vi godt få lyst til noget lidt andet igen. Den stod bl.a. på beef with peber og friturestegte blæksprutter.
Det var helt mørkt, da vi gik tilbage til hotellet. Marie og ungerne nåede et dyp i poolen, inden der blev kaldt til nat!